Alt du bør vide om Aktiespare-kontoen

Din guide til skat, regler og fordele ved aktiesparekontoen

Hvad er en aktiesparekonto?

En aktiesparekonto – også kaldet ASK, og nej, det er ikke en ny energidrik – blev genintroduceret i Danmark i 2019. Staten ville gerne gøre det lidt mere sexet for os almindelige dødelige at investere, og det kan man jo kun bifalde.

Hovedattraktionen? Skat! Du slipper med kun 17 % i skat på dit afkast. Til sammenligning skal du på et almindeligt aktiedepot hoste op med 27 % af de første 63.300 kr. – og hele 42 %, når du passerer det beløb. Det er jo nærmest en økonomisk rutsjebane, man helst undgår.

ASK giver dig altså en rar skattemæssig rabat – og hvem elsker ikke rabat?

 

Skat på aktiesparekonto

Regler for aktiesparekontoen

Der er lidt struktur og voksenlogik i reglerne for aktiesparekontoen. Først og fremmest: Du må kun have én ASK. Ja, én – ikke en lille samling spredt over flere platforme. Det er altså ikke Pokémonkort. Din konto skal bo ét sted ad gangen.

I 2025 må du højst indskyde 166.200 kr. – og hvis du har fyldt kontoen op, så er det bare med at holde fingrene fra “overfør”-knappen. Du må nemlig ikke proppe mere ind, før grænsen bliver hævet i et nyt år.

 

Indskudsgrænse, indskudsloft på aktiesparekonto

I nogle tilfælde kan du godt flytte din ASK fra én platform til en anden, hvis du skifter mening. Men vær klar på lidt papirnusseri og tålmodighed – det er ikke en “klik og voilà”-proces. Den er ret besværlig, så tænkt dig om, inden du opretter én. Ønsker man at flytte sin ASK til Nordnet, så har de ikke adgang til et fælles digitalt banksystem, som det kræver at kunne flytte det, og derfor vil du være nødsaget til at sælge dine aktier, lukke ASK og åbne i Nordnet. Så vær sikker på du har valgt den rigtige platform, når du opretter en aktiesparekonto. 

Indskudsgrænsen – sådan fungerer den

Indskudsgrænsen gælder det samlede beløb på kontoen.
Ikke kun hvad du selv har indsat, men også kursgevinster og udbytter.

Eksempel 1:
Du indsætter 50.000 kr. i 2025.
Beholdningen stiger til 60.000 kr. når året er omme.
Hvis loftet i 2026 er 180.000 kr., må du indskyde 120.000 kr. mere.

Eksempel 2:
Du indskyder 166.200 kr. i 2025.
Værdien stiger til 180.000 kr.
Så må du ikke indskyde mere – loftet er nået.

Du må dog altid indbetale penge til skat. I det her tilfælde: (180.000-166.200)kr. • 0,17 = 2.346 kr 
Selv hvis din aktiesparekonto er fyldt op til loftet.

Fordele og ulemper ved aktiesparekonto

Fordele ved aktiesparekontoen

  • Kun 17 % i skat på aktieafkast
  • Du betaler ingen skat af selve indskuddet
  • Afkastet på aktiesparekontoen påvirker ikke SU, boligstøtte og pensionstillæg
  • Dine penge er ikke bundet – du kan hæve dem når som helst
  • Du kan investere i aktier, ETF’er og fonde med aktieindhold

Ulemper ved aktiesparekontoen

  • Indskudsgrænsen er relativt lav
  • Du kan kun investere i aktier eller aktiebaserede fonde
  • Der er ingen mulighed for investering i ejendomsfonde eller obligationsbaserede produkter
  • Lagerbeskatning – du betaler skat hvert år, også hjem du ikke har taget din gevinst.
  • Du kan ende med at betale skat af gevinster, du senere taber. 

Hvad er lagerbeskatning?

Lagerbeskatning betyder, at du betaler skat årligt.
Det gælder, uanset om du har solgt dine investeringer eller ej.
Du betaler kun skat, hvis din beholdning er steget i værdi.

Eksempel:
Du har 100.000 kr., og den vokser til 110.000 kr.
Du betaler 17 % skat af de 10.000 kr. = 1.700 kr.

Året efter vokser din beholdning til 120.000 kr.
Du betaler skat af de nye 10.000 kr., altså 1.700 kr.

Hvis din beholdning falder året efter?
Så betaler du ikke skat det år.

Sådan betaler du skat af din aktiesparekonto

Skatten på din aktiesparekonto bliver ikke bare trukket som magi på din årsopgørelse. Nej, her skal du selv være lidt vaks. Omkring den 15. februar tikker der en besked ind fra din handelsplatform – en slags venlig reminder om, at nu er det tid til at betale skat. Du kan (heldigvis) bare smide pengene direkte ind på din ASK og dække skatten derfra. Men pas på! Hvis du ikke har kontanter nok stående, kan det blive en dyr omgang – handelsplatformen kan nemlig finde på at opkræve rente. Nordnet og Saxo er dog rimelig medgørlige. De viser dig pænt, hvad du skylder, så du ikke skal sidde med regnemaskine og panik.

Skatteberegning på aktiesparekonto

Hvem kan oprette en aktiesparekonto?

Alle, der er bosat og skattepligtige i Danmark, kan oprette en aktiesparekonto. Jep, selv din bedstemor og din nevø på 13 kan komme i gang med at investere via ASK – så længe de har en dansk adresse og betaler skat her i landet. Mindreårige kan også få en ASK, men det kræver, at den bliver oprettet gennem en traditionel bank. Platforme som Saxo og Nordnet siger pænt nej tak til børn – så her må man lige tage den gammeldags vej via traditionel bank. 

Er en aktiesparekonto pengene værd?

Ja og nej: Ja – især hvis du tænker langsigtet og gerne vil slippe billigt i skat. Med kun 17 % skat på afkast og fuld fleksibilitet er ASK en af ​​de mest brugervenlige måder at investere på i Danmark. Nej – hvis du ikke er vaks når året er omme, og ikke sørger for at du har likvider til at betale skatten. Hvis beholdningen er steget meget, så skal man sørge for at tage en del af gevinsten hjem, så man er sikker på at man har til skat. Det vil være uheldigt, hvis ens beholdning falder drastisk efter årsskiftet, og man ikke har penge til at betale skat af en urealiseret gevinst.  

Der er nogle begrænsninger (du kan ikke købe guldbarer eller obligationsmix), men de fleste investorer har både aktiesparekonto og almindelig depoter. Nogle køber endda fysiske guldbarrer og vin til kælderen.

Aktiesparekontoen er lidt som en investerings-liggestol: Lav skat, nem adgang og ingen binder. Du kan slappe af og lade pengene arbejde for dig i fred og ro.

Klar til at give dine penge lidt mere mening?

Så er det bare med at oprette en aktiesparekonto og nyde de sølle 17 % i skat. Det er næsten som at snyde – bare lovligt.

Ofte stillede spørgsmål om aktiesparekontoen

Kan en 65-årig få glæde af en aktiesparekonto?

Ja – men tjek også aldersopsparing. Den har 15,3 % i skat. Og når der ikke er så langt til pension, så gør det måske ikke noget at pengene er låst indtil pensionsalderen kommer.

Skal mit barn selv betale skat?

Ja. Barnet beskattes af sin egen aktiesparekonto.
Forældre kan dog overføre penge til at betale skatten.

Hvad hvis jeg ikke har indbetalt skat til tiden?

Du har frem til årets udgang til at indbetale. Men husk at manglende betaling kan føre til renter og gebyrer.

Betaler jeg skat af allerede beskattede penge?

Nej. Du betaler kun skat af afkast – ikke af det, du selv har indsat.

aktiesparekonto

Er du stadig brug for sparring, så er du velkommen til at booke et online møde – så bliver du hjulpet i gang.